Selvfølgelig skal man kunne købe kunsthåndværk på Aarø!

Formålet med vores projekt er at skabe en synergi mellem dygtige kunsthåndværkere og os, således at vi alle får noget ud af det.

Vi har rammerne med den perfekte beliggenhed, og lysten til at udnytte dem på en ny måde.

Derfor søgte, og fik vi, sidste år EU-tilskud til at skabe en ny form for salg af kunsthåndværk.

Vi satser på kvalitet frem for kvantitet, og vil hellere sælge kunsthåndværk fra få dygtige end for mange knap så dygtige.

Vi ønsker en vis spredning i udbuddet af varer, dvs. kunsthåndværkere, der arbejder med forskellige materialer. Vores mål er, at der kommer gæster til øen alene for at besøge butikken.

Vores store, lyse og tørre lade vil blive indrettet ved hjælp af flytbare skillerum, således at hver kunstner har et område for sig, og har mulighed for at få udsmykket skillerum med sine egne billeder/plakater, hvis man har lyst til det.

Vi står for salget, og skal have aflønning herfor i form af kommission - dvs. nul salg = nul udgift. Grundlæggende ønsker vi at bygge samarbejdet på gensidig tillid, og vil selv gøre alt hvad vi kan, for at dette kan blive muligt.

Er du selv - eller kender du en dygtig håndværker, der kunne være interesseret, hører vi gerne fra dig.